INDIVIDUEL SESSION

Hvis du aldrig har hørt om eller prøvet naturterapi før, kan du her få en fornemmelse af, hvordan det foregår. Dette er en grundskitse. Alle terapiforløb er forskellige og turene i naturen forløber ikke ens.

Forsamtalen.
Det hele starter med en forsamtale i telefonen, hvor jeg danner mig en fornemmelse af dig, din historie, dine forventninger, forudsætninger, og hvilket område i naturen omkring Mariendal syd for Aarhus der passer bedst til dig. Vild skov, marker, enge, høje bøgekatedraler, sø eller stranden – området her tilbyder det hele. Den natur vi bevæger os i skal matche dig og dine aktuelle behov.

Ind i naturen.
Vi mødes på ’mit udekontor’, som er et strandet shelterprojekt fra 2014. Det er et lille, indhegnet område midt i skoven med Stillebækken rislende ved siden af. Her er bålplads, hængekøje og et åbent telt, som jeg sætter op over bålet, hvis det regner. Naturterapi foregår i alt slags vejr – også efterår og vinter.

Naturterapi er en kommunikation mellem dig og naturen, så vi starter med en nærværsøvelse, hvor jeg guider dig ned i tempo, ned i kroppen og ind i sanserne. ’Samtalen’ eller udvekslingen med alt i naturen foregår gennem dine sanser og din vejrtrækning. Når dine sanser er åbnet, dit tempo sat ned og du kan mærke din vejrtrækning, er vi klar til at starte turen gennem landskabet. Jeg er med som den guide, der hjælper dig med at holde dit fokus i sanserne og sørger for, at du ikke farer vild. Jeg tager fotos på din tur gennem naturen, som hjælper dig efterfølgende med bedre at kunne huske, hvad der skete undervejs. Jeg har en lille rygsæk med til de ting, du får lyst til at tage med dig hjem. Selve turen tager 1,5 – 2 timer og foregår i stilhed.

Tilbage til virkeligheden.
Når vi kommer tilbage til mit kontor, får du tid for dig selv til at fordøje turen. Om du gør det ved at meditere eller notere de vigtigste oplevelser og øvelser ned, er op til dig. Imens forbereder jeg et bål, og bagefter mødes vi omkring bålet og snakker om turen og de oplevelser og overvejelser, du har haft undervejs.

Vi kigger på de ting, du har fundet undervej, og jeg hjælper dig med at tage hul på den personlige symbolik, der kan ligge i dem. Denne symbolik kan arbejde videre i de drømme, som måske kommer til dig i den efterfølgende periode, og jeg viser dig en måde, hvorpå du selv kan arbejde med drømmene derhjemme.
Vi er færdige efter ca. 4 timer, og det vil være en god ide, at du ikke har lavet andre aftaler den dag. Sørg for at have god tid for dig selv til at fordøje dine oplevelser.

Efterberabejdning.
En måned efter vores tur ind i naturen kontakter jeg dig for at høre, hvordan det er gået. Her har du mulighed for at dele dine erfaringer med mig og stille eventuelle spørgsmål.

PRISER:

Hverdage                   : 1500 kr.

Lørdage                      : 2000 kr.

Søn- og helligdage    : 2500 kr.

 

 

 

 

 

Helle Hessellund
Nymarks Allé 378
8320 Mårslet

Følg mig