Hvis din ferie skal være stressfri, og du ønsker at komme tilbage på jobbet efter ferien uden et overbelastet nervesystem, kan du med fordel blive klogere på, hvordan det kan lade sig gøre gennem disse 8 ferieråd. Rigtig god ferie!
Som regel glæder man sig jo til at holde ferie, for så er det tid til at:
- Være sammen med familien.
- Komme ned i gear.
- Slappe af og lade op.
- Få dagligdagen på afstand.
- Få kulturoplevelser.
- Nyde naturen.
Det gælder bare ikke, når man er stresset, har angst, er deprimeret eller har et særligt sensitivt nervesystem. Så gruer man sig nærmest for ferierne, for:
- De er uforudsigelige.
- De kræver planlægning, som man ikke har overskud til.
- Det forventes, at man er sammen med familien 24 timer i døgnet, men man har måske mest af alt lyst til at familien tog afsted alene, så man kunne få hjemmet for sig selv i en uge eller to – uden andre behov end sine egne at forholde sig til.
- Det med at opleve noget nyt er alt for overvældende for et nervesystem ude af balance.
- Hverdagen med de faste, kendte og trygge rutiner er klart at foretrække.
- Ferier er utrygge, fordi alle de ukendte steder og situationer er potentielle muligheder for kollaps, angstanfald og kontakt med ubærlige følelser af ikke at slå til, være uduelig, være anderledes, for sårbar, for svag, for irritabel ….. fyld selv på med flere eksempler.
Har du sparet op til ferien?
Det at holde ferie er noget, der skal spares op til, for det koster penge at holde ferie. Men man tænker måske ikke over, at det også koster energi at holde ferie. Og at man måske ikke har fået sat ind på energikontoen i samme grad som på feriekontoen, så der både er økonomisk OG energimæssigt overskud til at holde ferie.
Hvis du har prøvet at låne penge til at holde ferie for, så ved du, at det ikke er det værd at afdrage på en allerede afholdt ferie i mange måneder bagefter. Det er det samme, hvis du egentlig ikke har overskud til at holde ferie. Prisen efterfølgende kan være høj.
Skilsmissestatistikkerne fortæller, at de fleste går fra hinanden efter en ferie. Måske fordi nervesystemerne var overbelastet allerede før ferien.
Kilde til skilsmissestatistikkerne
Kend din økonomi – og undgå at overbelaste dit nervesystem
Det at lære at omgås sin energikonto, som var det en bankkonto, kræver samme vedholdende målrettethed, som det at få en sund økonomi. Og på mange måder hænger det sammen som to sider af samme sag. Ofte er det noget, der skal læres over en lidt længere proces i et behandlingsforløb. For hvis dit nervesystem allerede er i ubalance og sender dig forskellige fysiske og psykiske symptomer på, at der er noget helt galt, er det måske lidt sent at gøre noget ved det lige før feriestart.
Alligevel får du her 8 gode råd, som du kan tage med i kufferten:
Start i god tid
Din hjerne og dit nervesystem er tryghedsnarkomaner og vil helst have, at ingenting nogensinde forandres. Det føles trygt, når alt er ved det gamle og velkendte. Men som regel handler ferie om at komme væk hjemmefra og opleve nye himmelstrøg. Så det er i sig selv stressende at opsøge det ukendte. Også selvom man ikke er stressramt.
For slet ikke at snakke om alt det, der skal forberedes og tages højde for før en ferie overhovedet starter: planlægning, transport, overnatning, oplevelser, pakning. Man forsøger at være på forkant, og alligevel er det umuligt at tage højde for trafik, transit, aflysninger, sygdom.
Skal man så helt undgå at holde ferie? Nej – selvfølgelig ikke. Der er SÅ mange gode ting forbundet med det at få et break fra hverdagen, opleve nye steder og at være sammen med familien. Men det handler om at være realistisk ift sit eget overskud og så vælge en ferieform, der matcher dette.
Og dette kræver selvfølgelig, at du er i stand til at mærke dig selv, dine behov og dit energiniveau. Og ikke vælger ferieformen fra et udelukkende mentalt ståsted. Altså hvad du tror, at andre forventer eller kopierer venners/kollegers ferieform.
Så …. før du overhovedet får bestilt den ferie, så giv dig tid til at mærke efter og overveje følgende spørgsmål. Vær ærlig overfor dig selv og husk, at din familie helt sikkert hellere vil holde ferie sammen med dig, når du har overskud, end når du er helt mast, irritabel, opfarende eller lukker dig inde, fordi du slet ikke kan rumme alt det uforudsete, der unægtelig kommer til at ske på en ferie i uvante omgivelser.
- Er der overskud på din energikonto?
- Skulle vi overveje at holde hjemmeferie i år i vante omgivelser og tage på dagsture i stedet for at rejse udenlands?
- Kunne det være en ide at sende familien afsted på ferie uden dig i år?
- Måske er den ferie, du trænger til i år, ferie fra at skulle opfylde alles behov 360 grader omkring dig og tilbringe en uge alene hjemme med katten og stilheden i huset. Men kan man tillade sig det?
Feriedemokrati
Demokrati er jo noget af det sværeste at få til at fungere i virkeligheden, for alle skal høres og respekteres, og de forskellige behov kan pege i alle verdenshjørner. Er der demokrati i jeres familie, når det handler om, hvordan ferien skal se ud? Det er selvfølgelig de voksne, der tager de overordnede beslutninger om, hvor ferien skal tilbringes under hensyntagen til økonomi mm. Men når det kommer til hvordan ferien skal tilbringes, så må man lave en høringsrunde ift de forskellige behov. Sørg for at alle får en dag, hvor deres behov bliver mødt. Fx er storbyferie en stor kop te for børn og andre med sarte nervesystemer, men det er muligt at finde parker, søer, strande og kirkegårde, som tilgodeser behovet for sneglefart og tid til fordøjelse i de fleste storbyer.
- Husker du, at der også skal være plads til dine behov, når I planlægger hvad der skal ind i ferieprogrammet?
Sæt ambitionsniveauet ned
Drop forestillingen om, at ferie handler om at se og opleve så meget som overhovedet muligt på kortest mulig tid. Det at få ’noget ud af ferien’ er ikke det samme, som at proppe flest mulig seværdigheder og oplevelsesparker ind i dagsprogrammet.
Oplevelser og indtryk skal fordøjes af nervesystemet på samme måde, som føde bliver fordøjet i tarmsystemet. Og dette kan kun finde sted, når man slapper af. Så hvis der ikke indregnes tid til at fordøje ferieindtryk, mens ferien står på, ender man med et forstoppet nervesystem. Og det er det samme som stress.
Så slap af, kvinde! Er det egentlig ikke også derfor, man holder ferie?
Overvej følgende spørgsmål inden du/I planlægger den næste ferie:
- Hvorfor planlægger du ferieaktiviteter på forhånd – det er jo helt umuligt at kende den aktuelle dagsform flere måneder i forvejen?
- Stresser det dig, hvis nogen i familien keder sig?
- Føler du, at det er dit ansvar alene at alle i familien har en god ferie 24/7?
- Hvad er en god ferie for dig?
Prioritér
Prioritér benhårdt, når det handler om oplevelser. En om dagen er nok, for så er der tid til at det hele kan blive fordøjet.
Hvis den energetiske feriekonto ikke skal ende i et alt for stort overtræk, er det en god ide at økonomisere med energien undervejs. Og det gør man ved at acceptere, at der skal være tid til fordøjelse af de oplevelser og indtryk, der kommer i løbet af en feriedag. For gode oplevelser trækker på energikontoen lige som de knap så gode – og begge dele skal fordøjes lige længe.
Hvis der ikke har været tid til at fordøje sensoriske, mentale og følelsesmæssige indtryk i løbet af en feriedag, skal det hele processeres i løbet af natten. Det vil sige, at kroppen ikke får arbejdsro og dermed mulighed for at regenerere i de fysiologiske processer, der sørger for, at du kan vågne udhvilet og klar til en ny dag med ferieindtryk.
Scan dig selv og din motivation for at lægge et tæt ferieprogram:
- Handler det om, at du i virkeligheden er en smule beklemt ved tanken om at skulle være i tæt kontakt med hele familien i mange timer i træk? Det er I jo ikke vant til i hverdagen, hvor I spredes for alle vinde og måske kun kortvarigt er samlet omkring morgen- og aftensmaden.
- Er du bange for at mærke dig selv og måske finde ud af, hvor træt og slidt du faktisk er? Og undgår det ved hele tiden at sørge for at have travlt.
- Er der issues mellem dig og din partner, som I burde have taget jer af, men ’nu er det ferie, så nu skal vi bare hygge os’? Og undgår dem ved hele tiden at sørge for at have travlt.
Sneglefart
Øv dig i at sætte tempoet ned i alt, hvad du laver. Allerede nu, før ferien. Multitasking – bare drop det. Det er usundt og forhindrer nærværet i det, du laver.
Måske kender du fablen om væddeløbet mellem haren og skildpadden. Man tror selvfølgelig, at det er den hurtige hare, der vinder. Men den har galoperende ADHD og lader sig aflede af alt det spændende, den ser og taber undervejs helt målet af syne. Skildpadden, derimod, bevæger sig stille og roligt mod målstregen, mens den trækker vejret helt ned i skildpaddemaven. Fokuseret og nærværende om det, den har sat sig for. Og vinder selvfølgelig. Moralen er: nærvær bringer dig i mål.
Nærvær er kun en mulighed i det langsomme miljø. Hvis dit mål er at få slappet af i din ferie, så tænk ’Skildpadde’.
Nattøj hele dagen
På norsk er der et ord for det: Koseklær. Det betyder hyggetøj – altså tøj som man slapper af i, og som ikke strammer nogen steder.
En gylden regel i ferier er, at man for hver dag, man har været ude og ’få en på opleveren’, skal have en hel dag i hyggetøj i sommerhuset/ferielejligheden/campingvognen – i sneglefart.
10/60- reglen
Dette er en anden gylden ferieregel, der handler om, at du for hver time skal slappe af i 10 minutter. Det vil sige, at du tager dig udelukkende af dine egne behov i den periode: Gå en tur – alene. Læg dig i græsset og glo op i skyerne – alene. Tag en afslappende lydfil i ørene. Lad familien lave mad/rydde op/tage opvasken/købe ind, mens du sætter dig og trækker vejret helt ned i maven. Insistér på tid for dig selv. Og øv dig i at turde lade familien klare sig selv uden dit in-put.
Bare tæer og skovbad
Befri fødderne fra strømper og sko så meget som muligt i din ferie. Gå med bare tæer og oplev verden med fødderne. Det er for det første en dejlig sanseoplevelse. For det andet defilerer der en masse negative ioner fra jorden, sandet, græsset, vandet gennem huden og ind i din organisme.
Der er også de positive ioner, og dem bliver vi tæppebombet med, når vi er omgivet af stråling fra mobiltelefoner, computere, wi-fi og bluetooth.
Strålingen er ikke i sig selv farlig, men der skulle gerne være nogenlunde balance i regnskabet i biokemien mellem de positive og de negative ioner. Når du bader i havet, søer, floder og går med bare tæer, giver du din indre biokemi en ordentlig omgang omsorg. Og ofte er takken en følelse af lykke, velvære, tilfredshed, taknemmelighed og glæde. Så hvorfor egentlig ikke bare gøre det noget mere? Det er helt gratis.
Japanerne har forsket en hel del i skovbadning, som de kalder det. Når træerne ånder udskiller de phytonsider: Det er olier, som træerne frigiver for at beskytte sig selv mod bakterier, insekter og svampeangreb. De micropartikler indånder og bader vi i, når vi tilbringer tid i skoven, og de hjælper med at nedsætte produktionen af adrenalin og kortisol i vores indre biokemi, når vores autonome nervesystem har sat gang i en stress-respons.
Med andre ord: Bare gå en tur i skoven! Det sænker blodtrykket og styrker imunforsvaret. Og dette er også helt gratis!
Kilde til effekten af skovbadning
Men læg lige mærke til, hvordan du går, når du går tur.
- Hvordan er dit tempo? Har du travlt?
- Lægger du mærke til fuglenes lyde, vindens brusen i trækronerne, lyden af bølgerne?
- Mærker du vinden i ansigtet?
- Hvad med duftene – er der duftoplevelser på din vej?
- Stopper du op ind imellem og nyder udsigten?
- Kan du mærke din vejrtrækning?
- Er mobilen tændt?